Bestil vores katalog Atlantik Travel - A passion for Travel and Adventures

ALASKA - Karluk River

Oplev en af verdens sidste ødemarker og noget af det bedste Alaska kan byde på - Karluk River.

Karluk River har noget af Alaskas bedste fiskeri efter sølvlaks og steelhead, og byder sammen med den storslåede natur, bjørnene og den klare elv, på oplevelser for livet. Turen er baseret på et 10 dages floattrip med 5 deltagere og en turleder. Første tur (september) ligger på det bedste tidspunkt for sølvlaks med god mulighed for at fange steelhead. Anden tur (oktober) ligger på det bedste tidspunkt for steelhead, med der vil stadig været et godt fiskeri efter sølvlaks. Udover laks og steelhead vil der være mulighed for at fange fjeldørred og regnbueørred. Efter en lang rejse til Kodiak Island flyves gruppen med vandflyver ud over Alaskas ødemark, og efter en lille times flyvning lander vandflyveren på Karluk Lake. Her efterlades gruppen i Alaskas vildmark. De næste 10 dage sejles ned af Karluk River i gummibåde og der camperes langs elven.

Campen er indrettet med et opvarmet spise- og opholdsstelt og 2 sovetelte. Efter 10 dage på elven afhentes gruppen ved Karluk Lagoon af vandflyvere og flyves tilbage til Kodiak City. Denne tur er målrettet den kræsne lystfisker, der både vil opleve sublimt fiskeri og storstået natur. Vi har valgt at satse på små hold, komfort og høj sikkerhed, frem for prisen. Derfor er denne tur ikke billig - til gengæld venter en oplevelse for livet!  

Pris 29.950 kr. (2009-pris)

16 dage, 10 dage / 9 nætter på elven

Dag 1 afrejse, overnatning. seattle
Dag 2 ankomst kodiak city
Dag 3 vandflyver til karluk lake
Dag 3-12 floattrip på karluk river
Dag 12 vandflyver til kodiak city
Dag 13 kodiak island (fri disp.)
Dag 14 kodiak island (fri disp.)
Dag 15 afrejse kodiak island
Dag 16 hjemkomst københavn

Der er kun 5 pladser pr. rejse, så det anbefales at booke god tid i forvejen. På grund af den store efterspørgsel, bl.a. fra tidligere deltagere, har vi fra 2009 valgt at planlægge 2 årlige ture til Karluk River.


Karluk River 18. sep. 2009: UDSOLGT
Karluk River 1. okt. 2009:   2 ledige pladser - nyoprettet ekstra tur!!

Karluk River sept. 2010:  4 ledige pladser ! 
Karluk River okt. 2010: Ikke åben for bookning

Kontakt Atlantik Travel hvis du er interesseret i at få arrangeret en rejse til Alaska, udover ovennævnte rejser.


Prisen inkluderer:

  • Turleder og informationmøde
  • Fly t/r københavn - alaska
  • 5 hotelovernatninger
  • Vandflyver til/fra elven
  • Floatning med gummiraft
  • Udstyr: telte, gummibåde, kogegrej, gaslamper, nødhjælpsudstyr, vhf,satellittelefon, mv.
  • Mad på floattrip
  • Lokal fiskelicens

Prisen inkluderer ikke:

Forsikringer
Mad - udover floattrip (ud- og hjemrejse samt sikkerhedsdage)
Personligt udstyr, herunder sovepose og liggeunderlag.
Ekstra overnatninger og øvrige udgifter pga. dårligt flyvevejr

Husk drikkepenge er almindeligt i USA! Når du sammenligner priser så bemærk venligst hvad der er inkluderet i denne pris. 

Rejseleder

på turen deltager en af Atlantiks erfarne rejseledere. Alle vore rejseledere har erfaring med denne type rejser og har været på destinationen tidligere. Rejselederen er ikke en guide og deltager i princippet på lige fod med alle andre. Det er vigtigt at alle respekterer dette.

Information

Vi vil gerne sikre os, at du har realistiske forventninger og er informeret om alle turens forhold. Kontakt derfor Atlantik Travel for en snak hvis du overvejer at tilmelde dig turen. Hvis du er interesseret i et foredrag om Karluk River - eller Alaska generelt - er du velkommen til at kontakte Atlantik.

Læs mere om Karluk River her

Se video fra Karluk river her

Se billeder fra Karluk river her

Læs artikel fra Fisk & Fri, marts 2005 om Karluk River her

Læs dagbog fra Karluk River her

Læs artikel fra Scandicangler om Karluk River her

Floattrip med telt og gummibåd

Turen arrangeres som et 10 dages floattrip med 5 deltagere og 1 turleder. Efter en lang rejse til Kodiak Island har gruppen én dag i byen, hvor vi køber mad, grej mv. og tjekker vores udstyr. Næste morgen flyves gruppen med vandflyver udover Alaskas ødemark. Efter ca. en times flyvning lander vandflyveren på Karluk Lake. Her efterlades gruppen i Alaskas vildmark. De næste 10 dage sejles ned af Karluk River i gummibåd og der camperes langs elven. Campen er bygget op om et opvarmet spise- og opholdsstelt og 2 separate sovetelte. Turen ligger på det bedste tidspunkt for sølvlaks. Udover sølvlaks kan deltagerne forvente at fange steelhead, fjeldørred og regnbueørred. Efter 10 dage på elven afhentes gruppen ved Karluk Lagoon af vandflyvere og flyves tilbage til Kodiak City.

Karluk River

Karluk River er en af Alaska´s bedste elve - specielt for fluefiskere. Den er ca. 40 km. lang og er ca. 30-50 m. bred. Elven er lavvandet og de fleste steder kan man, i normal vandføring, vade over den. Fiskeriet starter ved udløbet fra Karluk Lake. De næste par km. byder på rask strømmende vand, herefter kommer et parti med lidt mere roligt vand med dybere pools. Efter ca. 7-8 km. kommer et stykke på ca. 10 km. der ikke er velegnet til fluefiskeri. Vi floater igennem dette stykke.

Ca. 20 km. fra søen kommer vi til en af elvens hotspots "Portage". Området fra "Portage" til "The Canyon" er ca. 16-18 km. og elven er raskstrømmende med strømkanter og pools. De sidste par km. til Karluk Lagoon er elven meget bred og lavvandet. Ved udløbet i lagoonen kan der også være et godt fiskeri - afhængig af tidevandet. Elven kan umiddelbart være svær at læse, fordi man generelt fisker på relativt lavt vand. Men så snart man har "fundet rytmen", er elven en drøm for fluefiskere.

Fiskeriet

Fiskeriet i Karluk River strækker sig fra april til november. Sæsonen starter med steelhedfiskeri i april/maj. Dette fiskeri er dog ikke særligt attraktivt, da de fleste steelhead trækker op i efteråret og har tilbragt en vinter i elven på dette tidspunkt. I juni/juli kommer kongelaksen og rødlaksen. Karluk River er kendt for kongelaksfiskeriet og hører til en at de bedste elve til fluefiskeri efter kongelaks. Derfor har elven også lidt under et relativt stort fiskepres i juni/juli. Det relative store fiskepres og et par sæsoner med faldende opgang af kongelaks har medført begrænsninger i antal fiskere i denne periode. I august ligger fiskeriet stille, for igen at eksplodere når sølvlaksen kommer i september. Da fiskeri efter sølvlaks findes næsten overalt i Alaska, er fiskepresset ikke tilnærmelsesvis, som under det efterspurgte kongelaksfiskeri. Sidst i september kommer steelheaden. Opgangen topper midt i oktober og fortsætter ind i november. Under steelheadfiskeriet i oktober er der ofte kun en hård kerne af entusiastiske fluefiskere tilbage ved elven.

Fiskeri efter sølvlaks og steelhead

Sølvlaksene på Kodiak Island hører til nogle af de største i Alaska. Karluks sølvlaks ligger typisk mellem 4-6 kg. med trofæfisk op til 10 kg. Steelheaden i Karluk hører ikke til de største i verden - men kvaliteten er til gengæng i top. Det er vildfisk mellem 2-5 kg. - med trofæfisk op til 8-10 kg. Udover steelhead og sølvlaks er der et fantastisk fiskeri efter dolly varden. Dolly varden er den nordamerikanske fjeldørred. Dolly varden kommer, ligesom laks og steelhead, fra havet, hvor den har vokset sig stor. Fluefiskeri - efter steelhead og sølvlaks - foregår primært med enhåndsstænger i klasse 7-9. Vandtemperaturen er normalt lav i september/oktober og det må forventes at skulle ned til fiskene.

Da karluk er meget lavvandet, kan en sinktip eller en flydeline med en polyleader kombineret med splithagl på forfanget gøre det, i de fleste situationer. Men man skal være forberedt på "mere". Det er derfor fornuftigt at medbringe hurtigsynkende liner i flere hastigheder. Fluerne er klassiske Alaska-mønstre. Fluer som glo-bug, egg-sucking leech, black eller purpel leech er sikre fluer i størrelse 6-1/0. Det er altid en god idé at have et arsenal af lidt større fluer og små forskellige æg-fluer. Husk enkeltkrog er lov i alaska. Fiskeriet kan foregå som traditionelt nedstrømsfiskeri eller "the amerikan way" med korte tvær- eller opstrømskast med flydeline, biteindikator og splithagl på forfanget. På den måde fiskes fluen i "dead drift".

Floattrip på elven

Floattrippet arrangeres, så gruppen har en gummiraft/-båd per 3 personer. Det er ingen forudsætning at have prøvet det før. Elven er relativ nem at floate. Strømmen er generelt jævn og rolig - selv om der selvfølgelig er stryg, hvor det giver lidt kildren i maven, når vi glider ud over nakken og raften får fart på. Hver raft er udstyret med et cargo-net til bagage og udstyr. I løbet af turen flyttes lejren 2-3 gange alt efter forhold og humør. Lejeren er baseret på sovetelte (per 3 personer) og et fælles opholds- og spisetelt. Fællesteltet kan opvarmes, så deltagerne kan få varmet fingrene og måske få tørret noget vådt tøj. Der er elektrisk hegn rundt om hele lejeren, og turlederen medbringer en pumpgun - for en ekstra sikkerhed skyld. Alle deltager i arbejdet når lejren skal flyttes og i det daglige arbejde med at få lejren til at fungere. Mad opbevares i bjørnesikre stålkasser, så vi ikke inviterer bjørnene på mad. Arbejdet med at flytte lejren kan være både kedeligt og trivielt, men belønningen kommer, når man glider stille ned af elven. Det er den skønneste måde at nyde den prægtige natur på, og måske stopper vi og prøvefisker "nyt" vand, inden vi afgør om det er her den næste lejr skal være.

Vildmarksliv

Selv om gruppen er udstyret med gode telte og moderne udstyr, er og bliver turen en vildmarkstur, med alle de udfordringer det giver. Du skal sove på et liggeunderlag, du kommer ikke i bad eller på et "rigtigt" toilet. Det er hunde koldt når du vågner om morgenen - måske har det været frostvejr om natten osv. Deltagerne skal ikke nødvendigvis have erfaring i den slags vildmarksliv - men de skal være 100 % indstillet på at leve under disse vilkår i mindst 10 dage - og måske kommer vandflyveren ikke som aftalt. Dårligt flyvevejr forekommer ofte på Kodiak, altså må lejren stilles op igen og vi må vente endnu en dag i vildmarken. 

Vejret er ofte det der kan have stor indvirkning på turens succes. 10 dage med regn og blæst, eller måneder med tørke så elven er lav og vi må gå det meste af de 40 km. Alt kan teoretisk set forekomme og hvis man ikke er forberedt på, at en vildmarkstur nemt kan indeholde "ubehagelige" overraskelser, og at det er en naturlig del af at rejse på denne måde, så er det ikke denne rejseform man skal vælge. Men selv om vildmarksliv kan være krævende, er det alligevel noget af det mest befriende der findes. Ingen mobiltelefoner, ingen bilkøer, kun den enestående natur og kammeratskabet på holdet. Om aftenen trækker gruppen sammen i fællesteltet til en kop kaffe - og måske en medbragt kage og der fortælles om dagens oplevelser, inden vi går til ro. 

I september er dagene korte og det er mørkt allerede ved 20-21 tiden. Efter nogle timer i fællesteltet går vi til ro, og alt bliver stille - måske! Det er ikke usædvanligt at skulle op om natten og jage en bjørn ud af lejren. Noget som kan skræmme de fleste. Men en ting er sikkert, bjørnene er mere bange for dig end omvendt, og hvis man overholder de elementære grundregler i bjørneland, er risikoen for uheld mikroskopiske

Klima

Karluk River ligger på samme breddegrad som Ålborg, og har i store træk et klima der minder om det danske. Der er dog en del mere nedbør. I september/oktober kan det veksle fra et par grader til 10-15 c°. Nattefrost er almindeligt på Karluk River i september/oktober.  Ligesom i Danmark er blæsevejr almindeligt på Kodiak Island. Generelt skal man forvente en barsk oplevelse i Alaskas vildmark i september.

Udstyr og påklædning

Deltagerne skal medbringe personligt udstyr, herunder sovepose, liggeunderlag, tøj, fiskegrej og andre personlige sager. I god tid før afrejse får du et forslag til en pakkeliste. Da der er vægtbegrænsninger for dit personlige udstyr, er det vigtigt, at du fra starten har styr på, hvad du vil have med på turen. Da turen afvikles midt i Alaskas ødemark, siger det sig selv, at det forventes at deltagernes udstyr er i orden. En enkelt deltager der fryser kan ødelægge turen for de andre. Turlederen vil hjælpe dig med alle spørgsmål omkring dit udstyr.

Bjørne

Som nævnt tidligere er bjørnebestanden på Kodiak Island stor - mellem 2.800 og 3.500. De hører samtidig til de største i verden. Hanbjørnene kan blive over 3 meter høje og veje op mod 1500 pund. Men at bjørnene rent faktisk er betydeligt mere bange for mennesker end omvendt tænker de færreste på. Bjørnen vil for alt i verden undgå os. Desværre er der et konfliktpunkt hvor bjørnen kan trodse sine egne grænser. Mad!

Der hersker en del forvirring om de forskellige bjørnearter. Det skyldes nok, at vi kalder bjørnene noget forskelligt i Europa og Amerika. Herhjemme er en brunbjørn lig med den lille europæiske bjørn og en grizzly lig med den store nordamerikanske bjørn. Men i Amerika forholder det sig omvendt, her er der kun 2 bjørnearter. Sortbjørn og brun-/grizzlybjørn. Brunbjørnen og grizzlyen er i princippet samme art men 2 forskellige racer/underarter. Grizzlyen lever inde i landet og på tundraen. Brunbjørnen lever i de kystnære områder, hvor fødegrundlaget er større og vækstperioden længere. Derfor er brunbjørnen større end grizzlyen. Den store brunbjørn findes stort set kun i Alaska. I resten af Nordamerika er den kystnære brunbjørn udryddet.  På Kodiak Island findes kun brunbjørne. Kodiak brunbjørnen er verdens største landlevende rovdyr. Din rejseleder vil informere dig om sikkerhed i bjørneland. Risikoen for at komme til skade med bjørnene i Alaska er betydelig mindre end for at blive slået ihjel på en storbyferie - eller drukne på en badeferie!

Sikkerhed og komfort

Vi har lagt stor vægt på sikkerheden på denne tur - der afvikles midt i Alaskas vildmark. Lejren bygges op om et stort (alt er relativt) opvarmet fællestelt med stole og bord. Vi har gaslanterner til at oplyse lejren og teltene. Vi medbringer kun kvalitetsudstyr og har separate sovetelte adskilt fra det fælles spisetelt. Lejren er indhegnet med elektrisk hegn, maden opbevares i bjørnesikre stålkasser Vi medbringer VHF-radio og satellittelefon (til nødbrug).

Krav til deltagerne

Turen er en vildmarkstur - ingen overlevelsestur. De fysiske krav til deltagerne er blot at de er ved almindeligt godt helbred. Det er på det holdningsmæssige at kravene til deltagerne er skærpede. Du deltager som en del af en gruppe. Det vil sige du er forpligtet til deltage på lige fod med alle andre deltagere i alle turens forhold. Det vil sige bidrage med godt humør hvis tingende ikke lige går som planlagt, ligesom alle er forpligtiget til at "tage over", hvis nogle hænger lidt med næbet. Det forventes, at deltagerne har et godt livsmod og har respekt for menneskers forskelligenheder - ellers kan turen ikke fungere. Turlederen er ikke en guide og deltager på turen på lige fod med alle andre. Det er vigtigt at alle respekterer dette. Turlederen fungerer som Atlantik Travels kontaktperson på rejsen.

Information

Vi vil gerne sikre os, at du har realistiske forventninger og er informeret om alle turens forhold. Kontakt derfor Atlantik Travel for en snak hvis du overvejer at tilmelde dig turen. Udfyld nedenstående formular for at tilmelde dig.

Bestil din rejse nu
  1. Udfyld formularen og tryk send
  2. Jeg ønsker desuden:
  3. *Krævede felter

Aktuelt

Website by: SmartPage